Sådan laver du velsmagende mad

Høj faglighed og de rigtige redskaber

Mad af høj kulinarisk kvalitet kommer, når dygtige fagfolk brænder for den gode smag og aldrig holder op med at øve sig i metodikker og tilsmagning.

Velsmagstrekanten er en model, hvor I sammen kan afdække, om jeres faglighed er i top, og hvor I eventuelt kan blive endnu skarpere i forhold til arbejdet med mad.

I store køkkener, hvor flere rører i gryderne, er det også vigtigt med en fælles forståelse og tilgang til arbejdet. Det er vigtigt, at I finder de rigtige redskaber til netop jeres køkken, og lægger jer fast på en måde at gå til det kulinariske arbejde på. Et muligt redskab kan være de kulinariske succesfaktorer.

Et fælles sprog til vurdering af madens smag

Alle de steder, hvor der bliver spist mad, vurderes den – fra stjernerestauranter til plejehjem og pølsevogne og ja, hjemme.

Når I ønsker at vurdere jeres køkkens mad for at højne den kulinariske kvalitet, er det vigtigt, at du og dine kolleger har et fælles tilsmagningssprog, I kan bruge, når I reflekterer og udtrykker jeres mening om madens smag. I skal kunne sætte ord på jeres sansninger, både når I laver og spiser mad.

I menuen til venstre finder du forskellige redskaber, som I kan bruge som inspiration til skabelse af jeres fælles tilsmagningssprog.