Grisekød og ernæring
Grisekøds næringsmæssige sammensætning
Grisekød udmærker sig, ligesom andre kødtyper, ved at have et højt indhold af mange forskellige næringsstoffer, især protein.
Animalsk protein er lettere at optage og bruge i kroppen end det protein, der findes i bælgfrugter og andre vegetabilske produkter, idet kød indeholder alle essentielle aminosyrer. Du kan altså spise mindre mængder grisekød for at få samme mængde brugbar protein, som hvis du spiste større mængder bønner og linser.
Fedtprocenten i grisekød varierer, alt efter hvilken udskæring du vælger. Du kan både få helt magert kød med 1-3% fedt og kød med høj fedtprocent, op mod 30%. Fedt i grisekød består gennemsnitligt af 39% mættet fedt og 61% umættet fedt. For nogle målgrupper er det godt med fedt, da det er meget energirigt og godt til dem, der kun har lille appetit. Kostrådene til den almene befolkning anbefaler en kost med maksimalt 10 energiprocent mættet fedt.
Du kan læse mere om kødets ernæringsmæssige betydning her.
Hvor meget kød bør du spise?
DTUs seneste undersøgelse af danskernes kostvaner er tilbage fra 2011-2013. En ny undersøgelse er på trapperne, men indtil den kommer, er det tallene fra denne undersøgelse, vi refererer til, selvom danskernes kostvaner muligvis har ændret sig siden da.
I undersøgelsen fra 2011-2013 fandt DTU frem til, at kvinder i gennemsnit spiser 61 gram rødt kød målt inden tilberedning og 29 gram kødprodukter om dagen, mens mænd spiser 95 gram rødt kød og 56 g kødprodukter. Kød i denne sammenhæng er okse-, kalve, grise- og lammekød samt indmad. Holder man dette op mod anbefalingerne i kostrådene, der er angivet i tilberedt vægt, spiser kvinder samlet små 70 gram rødt kød og kødprodukter dagligt, eller 490 gram om ugen, mens mænd spiser godt 115 gram om dagen, altså 805 gram om ugen. I gennemsnit spiser danske mænd altså over dobbelt så meget kød som anbefalet – se anbefalinger nedenfor.
Groft opdelt udgør grisekødet 2/3 af indtaget, mens oksekødet står for de resterende 1/3. Indtaget af lammekød er meget lille. Fjerkræindtaget er kun inkluderet under kødprodukterne, og udgør en meget lille andel.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du:
- Skærer ned for kødet – ca. 350 gram tilberedt kød inkl. fjerkræ om ugen er passende, når du samtidig spiser planterigt og varieret. Du skal især begrænse indtaget af okse- og lammekød. Denne anbefaling inkluderer fjerkræ.
- Begrænser indtaget af forarbejdet kød, fx røget og saltet kød og kødpålæg.
- Primært vælger kød og kødprodukter med maks 10% fedt
- Varierer måden, du tilbereder dit kød på. Det kan fx koges, grilles eller steges.
- Ikke steger eller griller dit kød, til skorpen er mørk.
- Går efter Nøglehulsmærket, når du køber ind. Det gør det nemt at vælge de magre kødvarianter.