Sunde, klimavenlige opskrifter til professionelle køkkener
I 2021 udkom Fødevarestyrelsen med de nye kostråd, der tager hensyn til både sundhed og klimaet. Kostrådene lægger op til at vi danskere skal skrue ned for kødet og op for det grønne, fuldkorn og bælgfrugter. Det er nemlig godt både for sundhed og klima.
Mange initiativer har fokus på at ændre danskernes madvaner i en grønnere retning. Vaner kan dog være svære at ændre på. Mange føler, at de mangler viden om og inspiration til, hvordan de kan gøre deres mad grønnere og fx få inkluderet bælgfrugter i deres madlavning.
Kantiner kan gøre en stor forskel
Danske kantiner har en helt unik mulighed for at vise os danskere, hvordan mad, der følger kostrådene, kan se ud og smage. Når vi møder den grønne, veltillavede mad i kantinen, kan vi – og vores smagsløg – få erfaring med denne slags mad. Vi kan blive inspirerede og måske endda bringe nogle af de nye råvarer og retter med hjem til vores egne gryder og middagsbord derhjemme.
Men hvordan skal kantinerne omsætte de nye kostråd til konkret mad i dagligdagen?
Kostråd til måltider i kantiner
I 2022 udkom Fødevarestyrelsen med konkrete kostråd til måltidssammensætningen i daginstitutioner, skoler og kantiner.
Læs mere om Kostråd til måltider her
Kostrådene er en vejviser til, hvordan professionelle køkkener kan sikre sig at følge kostrådene, når de laver mad. Kostrådene beskriver, hvilke mængder af de forskellige råvarer, der skal indgå i frokostmåltidet i løbet af en uge, for at maden lever op til anbefalingerne. Her har både fødevarer fra dyre- og planteriget en plads, da de hver især bidrager væsentligt til den sensoriske- og ernæringsmæssige kvalitet i måltiderne.
To ugers menuplan, der følger kostrådene
På baggrund af Kostråd til Måltider har et projekt under Rådet for sund mad udarbejdet over 40 opskrifter. Tilsammen udgør de et to ugers rul, der nøje følger både kostrådene til måltider og de gældende nordiske næringsstofanbefalinger. Med disse opskrifter vil vi gøre det nemt og ligetil for kantiner at komme i gang med at lave mad efter kostrådene.
Udviklingen af opskrifterne er sket i tæt samarbejde mellem:
Kost- og Ernæringsforbundet,
Odense Kommune
Arla
HORESTA
Landbrug & Fødevarer
Inger Kjærgaard (kok)
Caroline Boutrup Nielsen (fagjournalist og professionsbachelor i ernæring og sundhed)
Opskrifterne er udviklet med afsæt i traditionel dansk måltidskultur. Samtidig introducerer de nye smage, ingredienser og metodikker, der med respekt for de danske smagsløg åbner døren på klem for resten af verdens kulinariske madkulturer.
Sådan kan I bruge opskrifterne
I kan både bruge opskrifterne direkte 1:1. I kan også vælge at se dem som inspiration i jeres arbejde hen mod en produktion, der opfylder Kostråd til Måltider. I kan inddrage elementer fra opskrifterne og tilpasse dem til jeres egne arbejdsgange, med tanke på lige præcis jeres målgruppers præferencer.
I menuen til venstre finder I de to ugers menuer. Læser du med på en mobiltelefon, er menuen nedenfor.
Hver uge er sammensat, så den lever op til kostrådene. Hver uge består af fem dage, der hver især lever op til næringsstofanbefalingerne. Du kan vælge et måltid ad gangen og se opskrifterne, der hører til – eller nederst vælge at se opskrifter opdelt efter kategori. Det er de samme opskrifter, der går igen.
Opskrifterne er alle til 50 portioner, men kan ganges op eller ned. De kan også alle printes her fra siden.
Rigtig god fornøjelse!
LÆS OGSÅ:
Sådan omdanner du en husholdningsopskrift til en professionel opskrift
Vejviser til andre gode professionelle opskrifter til store gryder