Teknisk udstyr
Filmoptagelse, redigering og publicering skal være så let at gå til som muligt. Det skal hverken kræve avanceret udstyr eller særlig teknisk kunnen. Hele grundidéen er, at det skal være muligt for køkkenprofessionelle selv at lave små, brugbare film ved hjælp af en smartphone.
Smartphone: Vi anbefaler, at du optager dine videoer med en smartphone. Vi har brugt en iPhone, da vi så kunne redigere filmen i programmet iMovie, som er brugervenligt og gratis. Det er det, vi har lavet en vejledning til.
I kan også bruge andre smartphones og andre redigeringsprogrammer, men så må I selv finde vejledninger til optagelse og redigering. Der findes meget god hjælp at hente på for eksempel Youtube.
Videoredigeringsprogram: Vi har brugt programmet iMovie til at redigere vores film, da det var det mest brugervenlige alternativ på markedet i 2013.
I dag findes der mange forskellige programmer, som I kan vælge imellem. iMovie er dog stadig et rigtig godt valg, og I kan hente det gratis i Apples Appstore.
Trin-for-trin vejledning til filmredigering i dette materiale tager udgangspunkt i, at køkkenet har adgang til en iPhone og iMovie.