Sådan sprænger du grøntsager
Ligesom stykker af kød og hele fiskesider saltes enten ved tørsaltning eller lagesaltning – og der kan tilføjes aromaer fra krydderier og krydderurter, kan også grøntsager sprænges ved lagesaltning. Vi kalder det normalt bare saltede grøntsager. Tænk bare på cornichoner, denne sort af småfrugtede agurker, som serveres til pølseborde. Det er et af de få grøntsagsprodukter fra Vesten, som er saltet inden syltning. Mange steder i Asien fx i Kina og Japan saltes grøntsager og sågar også frugt ofte.
Grøntsager der egner sig til lagesaltning
De fleste grønne sager kan bruges i en pickles. Og især grønne sager som har stået for længe i køleboksen kan saftspændes i vand med salt. Tænk på buketten af blomster, som bøjer nakken, inden de afleveres til tante Olga. Kommer de i vand, knejser de kort tid efter med nakken. Saftspænding!
En pickles laves bedst af friske grøntsager. Der er himmelvid forskel i konsistensen på frosne grøntsager, hvor cellevæggene er brudt sammen, med vandtab til følge, under de høje kuldegrader, og så på de friske, hvor cellerne i de rå grøntsager er saftspændte. Pickles lavet af frosne grøntsager er på en gang både slatne og uden saftspænding i konsistensen.
Sådan sprænger du grøntsager
Læg buketter af friske grøntsager i en afkølet saltlage lavet af vand og 4-8% salt. Koncentrationen af salt afhænger af dine smagsløg og ernæringsmæssige hensyn.
Lad grøntsagerne stå på køl i 1-2 døgn, mens de stille og roligt sprænger. Vend dem i en sur/sød jævnet lage, inden du serverer dem.