Forskellige grader af saltning
Forskellige grader af saltning
Ofte forvirrer ordene: sprænge, rimning, saltning og gourmetsaltning. Men ordene dækker alle over saltning i forskellige grader (nogle gange også med sukker) af et stykke kød, fisk eller grønt.
Overordnet inddeler vi saltninger i fire grader:
Gourmetsaltning: Den mildeste form for saltning, der kan vare fra ½ time til nogle få timer, hvor kødet eller fisken skal tilberedes efterfølgende.
Rimning: Denne form varer mellem 2 og 6 dage og bruges typisk til fisk. Fisken kan spises ”rå” efter saltningen, men skal have været frosset i mindst 24 timer ved – 20˚C og optøet inden rimningen. Sukker bruges ofte sammen med salt til at rimme.
Lagesaltning/sprængning: Vand og salt blandes, evt med sukker og krydderier, oftest opløst med opvarmning og derefter afkølet. Lagesaltningen er ikke ligeså intens som tørsaltningen nedenfor. Eksempler på fisk, kød og grøntsager, der kan lagesaltes er torsk, griseslag og grøntsager til pickles.
Tørsaltning: Dette er den mest intense form for saltning. Den kan vare dage, uger eller måneder og mængden af salt, der anvendes, er stor. Ofte blandes også sukker i. Oftest lægges fx skinker ned i et kar med salt, før de røges og/eller tørres.