Dressinger og marinader

Dressinger og marinader er en oplagt måde at tilføre aroma gennem olier til for eksempel salater, som ikke indeholder fedtstoffer eller er så smagsintense i sig selv.

Med en dressing kan man tilføre en salat smørelse (olie), grundsmag (eddike/citron og salt) og aroma (krydderier/krydderurter).

Salaten kommer til at smage af mere og den samlede oplevelse bliver større indtil en vis grænse. For meget dressing kan drukne en sart salats fine smag og aromaer. Dressingen er ment som et supplement, en tilsmagning, der skal løfte salatens smagsintensitet og ikke som en fed, sød tildækning, der skal få det grønne til at glide ned.

Koldpressede, aromatiske olier egner sig godt til dressinger

En dressing er ofte en kold sauce. Derfor giver det god mening at anvende koldpressede, aromatiske olier, som kan byde ind med noget karakter, og hvis smag ikke nedbrydes af opvarmning. Du kan prøve at matche oliens aromaer til andre aromakomponenter, som kan være til stede i salaten. Eksempelvis kan du bruge valnøddeolie, hvis der er valnødder i salaten, eller sesamolie, hvis der bruges sesam, som er typisk i asiatiske salater.

Kombinationsmulighederne stiger med antallet af forskellige aromatiske olier, du har stående. Et godt råd er at have 2-3 aromatiske olier på hylden, eksempelvis valnød, hasselnød og sesam.