ØKO-Mestre: Få inspiration til økologi af ildsjæle i hele værdikæden
Hvordan arbejder nogle af landets pionerer med økologi og bæredygtighed? Hvordan kan indkøbsaftaler, brug af kunstig intelligens og kompetenceudvikling i køkkenerne understøtte økologien og udvikling af bæredygtige måltider?
Det får du svar på i dette ØkoMester-forløb, der består af konkrete inspirerende cases og vidensoplæg.
Bliv klogere på:
- Indkøbsaftalernes kraft
- Økologi som pejlemærke for bæredygtighed
- Praktiske tiltag i køkken og kantiner
- Hvordan indkøbsdata gøres praktisk og håndgribeligt
- Kunstig intelligens som redskab – do’s and dont’s.
ØkoMester er velegnet til alle, der allerede arbejder med økologi, eller ønsker at komme i gang med det. Uanset om du er madhåndværker, indkøbsjurist, grossist, kontraktansvarlig, køkkenleder, CSR-ansvarlig eller noget derimellem, vil materialet kunne bruges som kompetenceudvikling, inspiration og et værktøj, der understøtter den bæredygtige udvikling.
Oplæggende kan ses enkeltvis, i vilkårlig rækkefølge eller fra en ende af.
Madfagligt Køkkentræf
Oplæggene er optaget på Madfagligt Køkkentræf, der fandt sted d. 3. september 2024. Madfagligt Køkkentræf satte fokus på at fremme bæredygtighed og økologi i storkøkkener gennem samarbejde, vidensdeling og konkrete løsninger. På tværs af oplæggene stod det klart, at fremtidens fødevareproduktion og køkkendrift kræver en holistisk tilgang, hvor både indkøb, forbrug og produktion tænkes sammen med hensyn til klima og miljø. Centrale temaer var at styrke samarbejdet på tværs af værdikæden, herunder mellem producenter, grossister og køkkener, samt at fremme brugen af økologiske og lokale råvarer. Ved at fokusere på reduceret madspild, øge andelen af planterige måltider og smartere indkøb, kan både offentlige og private køkkener blive drivkraften i en mere bæredygtig fremtid.
Bag Øko-Mester og Madfagligt Køkkentræf står Landbrug & Fødevarer med støtte fra Fonden for økologisk landbrug.