Økologi
Økologi er på flere måder en stor del af løsningen på mange af de udfordringer, vores klode står overfor.
Helt overordnet er økologi en bæredygtig måde at dyrke og avle mad på til os mennesker, der samtidig tager hensyn til og bevarer naturen og dyrene omkring os.
Økologisk landbrug er med til at sikre biodiversitet, rent drikkevand, færre pesticider i vores mad og bedre dyrevelfærd. Det er altså en helt nødvendig vej at gå, hvis der også skal være rent drikkevand, en blomstrende natur og et rigt dyreliv til fremtidige generationer.
Her på siden ser vi på økologi fra det professionelle køkkens perspektiv og giver gode råd, videreformidler andres erfaringer og links til dig, der vil vide mere.
Rigtig god øko-rejse!
Hop til:
Økologi i professionelle køkkener
Økologi i professionelle køkkener
Økologi er ikke til at komme udenom, hvis du ønsker en bæredygtig køkkendrift. Faktisk er en omlægning til økologi på mange måder nøglen til en bæredygtig, grøn omstilling. For når dit køkken beslutter sig for at gå den økologiske vej, så følger der naturligt en masse forandringer med.
Fordi økologiske produkter ofte er dyrere end konventionelle, er du nødt til at ændre dine indkøbsvaner, når du vil købe økologisk. Det betyder mindre kød, færre forarbejdede produkter og flere råvarer i sæson. Med disse nye råvarer i hænderne bliver dit køkken nødt til at:
- Bruge masser af danske, økologiske bælgfrugter.
- Bruge flere grove, mættende grøntsager i sæson og færre fine, importerede grøntsager.
- Bruge flere fuldkornsprodukter.
- Lave maden helt fra bunden og på nye måder.
- Sætte ekstra fokus på smag og konsistenser, så jeres gæster/kunder/modtagere af maden ikke vil savne kødet.
- Minimere jeres madspild
De køkkener, der går i gang med omlægning til økologi, vil opdage, at de udfordringer og benspænd, som omlægningen indebærer, kan ende med at gøre deres arbejde meget sjovere og mere tilfredsstillende. Det kræver nemlig stor kreativitet, faglighed og lyst til at nørde råvarer, metodikker og tilsmagning, når økologiprocenten skal op.
I denne video fortæller omlægningskonsulent Rikke Grønning om de fem trin i en økologisk omlægning.
I videoen nedenfor fortæller medarbejdere fra to af Odense Kommunes personalekantiner, hvad deres økologiske rejse mod Det økologiske spisemærke i guld (min. 90% økologi) har betydet for deres arbejde.

E-læring om økologi til køkkenfaglige
Lær om økologi og få gode råd og tips til jeres arbejde med økologi i dit køkken
Har du og dine kolleger brug for at for at vide noget mere om økologi, er der god mulighed for det her på siden.
Odense kommunes personalecaféer har sammen med Økologisk Landsforening udviklet en digital ØKO-skole, hvor du og dit køkken kan få mere viden om økologi og samtidig blive inspirerede til at komme i gang med jeres økologiske rejse.
Økoskolen består af fire små kapitler, der hver består af en video og tilhørende materiale. Det tager i alt ca. 1 time at gennemføre.
Det får du svar på i ØkoMester-forløbet, der er udviklet af Landbrug og Fødevarer. Forløbet består af vidensoplæg og cases.

Viden og inspiration
Hvorfor er økologi er så vigtigt. og hvor kan du få mere viden om emnet?
Økologi er et valg, vi træffer for at passe på vores klode – på naturen, på biodiversiteten og på grundvandet.
Den danske landbrugsjord er i fare for at blive til livløs ørken, medmindre vi respekterer og støtter det naturlige kredsløb i naturen, dropper kemikalierne og vender tilbage til at gøre, som vi har gjort i 10.000 år – nemlig bruger sædskifte med kløver og varierende afgrøder til at holde liv i jorden.
Vi er nødt til at skrue op for økologien, hvis vi skal have et rigt plante- og dyreliv i Danmark i fremtiden. Derfor er der fastsat nogle nationale målsætninger for økologien, som skal hjælpe udviklingen på vej. Senest 2030 skal:
- 25 % af det danske landbrugsareal være økologisk (i dag udgør det ca. 12%)
- 25 % af det danske fødevareforbrug være økologisk (i dag udgør det ca. 13 %)
Pesticider, også kaldet sprøjtegifte, hjælper planter til at vokse steder, hvor de ikke kommer fra. Mange af de fødevarer, vi dyrker i DK i dag, er ikke fra Danmark oprindeligt. Så det kan være svært at få dem til at trives her. Derfor vælger mange konventionelle landmænd at bruge pesticider som hjælpemiddel.
Men pesticiderne siver fra marken ned i grundvandet, og ofte er der rester tilbage på den mad, vi spiser. Det har hverken vi eller grundvandet godt af. Samtidig dræber de også insekter på markerne, som er med til at sikre biodiversitet i vores natur.
Den ukendte cocktail-effekt
Der er grænser for mængde tilladte pesticidrester i hver råvarer, ligesom med skadelig kemi i andre typer produkter. Problemet er, at vi ikke ved, hvad der sker, når de mange rester og uønskede stoffer fra mange forskellige produkter mødes i din krop.
Det kaldes Cocktaileffekten.
10 råvarer, der gør en forskel
Hvis du udskifter disse 10 konventionelle råvarer med økologiske, kan du reducere dit indtag af pesticider med næsten 50 %.

Kilde: Økologisk Landsforening
Der er ingen rester i økologiske produkter, færre i danske konventionelle og flest i udenlandsk konventionelle. Det skyldes, at der er strammere restriktioner i DK ifht hvad man må sprøjte med. I udlandet har man stadig godkendt en masse sprøjtemidler, som er forbudt i DK.
Læs om den nyeste undersøgelse fra DTU om pesticidrester i vores fødevarer
Gamle sorter passer bedre til Danmark
Vil man dyrke økologisk, er man hjulpet godt på vej ved at vælge oprindelige danske afgrøder, der er mere robuste og skabt til vores klima. De gamle danske sorter kommer fra dengang, vi ikke havde sprøjtemidler. Det gælder også for de gamle kornsorter og bælgplanter. De er mere robuste, men har ikke den samme ydeevne. Med korn har man måske 60% af den normale ydeevne, 80% på bælgplanter og kun 50% på kartoflerne. Det er en af grundene til, at økologiske produkter ofte er dyrere.
Vidste du at:
- En konventionel kartoffel bliver i snit sprøjtet 18,75 gange. Mest mod skimmel.
Mange af de konventionelle frø, man bruger i det konventionelle landbrug, er hybrider af den samme, så de er helt ens i størrelse og udseende. Men sådan er naturen jo ikke – der er forskel på afgrøderne. Vi har på en måde ødelagt vores syn på, hvordan råvarer skal være. Vi skal vænne os til, at der er nuancer i udseende og størrelse. For sådan er de økologiske råvarer. De er mere besværlige og varierende i størrelse og udseende.
Hør denne podcast, hvor Bjarne Hansen, Kornansvarlig hos Aurion, og en af de bærende kræfter i Origenal samt bestyrelsesmedlem i Landsorten, fortæller om vigtigheden af at sikre biodiversitet på tallerken. Hans motto er Æd den og Red den – og hvad der står bag denne sætning, vil du få mere at vide om, i dette afsnit af ”Vær min gæst”, som Økokonsulenten Gitte Breum står bag.
Drøvtyggerne, som er udskældt i klimadebatten, er uundværlige i det økologiske landbrug. Køer og får spiser græs og planter, som vi ikke kan spise, og deres afføring er med til at binde kvælstof i jorden og gøde jorden. Så økologiske køer har en vigtig plads i det naturlige kredsløb.
Der, hvor køer bliver et klimaproblem, er, når de er alt for mange og de aldrig kommer på græs og får korn at spise. Så bruger vi nemlig landbrugsareal på at dyrke mad til køer i stedet for til menneske mad. Faktisk bliver ca. 80% af landbrugsjorden i Danmark brugt til foder til dyr.
Find popcornene frem, sæt dig godt til rette og brug 1,5 time på at få at indblik i, hvordan et landbrug, der samarbejder med naturen på fineste vis, fungerer.
Se filmen: Den største lille gård/ The biggest little farm på DR
Der findes flere podcastserier, der handler om økologi. Her kan du blive inspireret – og muligvis også klogere – på farten, mens du gør rent, går en tur eller noget helt fjerde.
“Vær min gæst – samtaler fra et køkkenliv” – sæson 3
Økokonsulenten Gitte Breum har i denne 3. sæson af sin podcast inviteret forskellige ildsjæle på besøg i sit sommerhus, hvor de får gode snakke om økologi set fra forskellige perspektiver i værdikæden. Hendes håb med podcasten er, at den kan tænde en gnist hos lytterne og inspirere dem til at kæmpe videre for økologien. Sæsonen er udviklet i samarbejde Torben Blok fra Økologisk Landsforening med støtte fra Økonomaforeningens jubilæumsfond.
KøkkenKultur
Uffe Kjeldgaard Truelsen er uddannet kok og har over 20 års erfaring med mad, mennesker og det at skabe en ramme for det gode måltid. Siden 2020 har Uffe drevet sin egen virksomhed, Køkkenkultur, hvor han arbejder med køkkenudvikling, supervision, foredrag, undervisning, workshops, teambuilding samt podcastproduktion. Hans arbejde med faglighed og en pragmatisk tilgang til råvarer, mad, måltidet og sundhed hvor han forener det gode håndværk med økonomisk bæredygtige løsninger.
Naturbruget Tranum
Pia Hjort driver sammen med sin mand, Flemming Bang Andersen, Naturbruget Tranum i Brovst. Deres økologiske landbrug er et strålende eksempel på, hvordan godt håndværk, flid og bæredygtighed kan forenes i et økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt projekt med familien i centrum.
Livø Avlsgaard
Karsten og Bente Kjærgaard er et passioneret landmandspar, der driver Livø Avlsgaard, Naturstyrelsens økologiske landbrug på den naturskønne ø Livø i Limfjorden. Siden 1991 har de dedikeret deres liv til økologi, bæredygtighed og formidling, hvor de både har opbygget et unikt landbrug og delt deres viden om dyrkning af gamle kornsorter og økologiske principper. (Lyden er desværre ikke optimal i denne podcast)
Madservice Aalborg
Aurion
Brian Tholstrup Nybo er Administrerende direktør for Aurion, en af Danmarks vigtigste leverandører af økologisk korn, bælg og mel. Aurion har i 2024 fejret deres 50-års jubilæum.
Øko-Nord
Marian Aagaard, regionsformand i Kost og Ernæringsforbundet i Nordjylland, har været en af drivkræfterne bag etableringen af ØkoNord, et netværk, hvor Kost og Ernæringsforbundet, Økologisk Landsforening og AB-Catering er gået sammen for at fremme økologien i de offentlige køkkener. ØkoNord fungerer som et inspirationsforum, hvor erfaringer deles, og nye løsninger udvikles for at sikre en stærk og bæredygtig fødevareproduktion i Nordjylland.
Økologisk Landsforening
Torben Blok er markedschef hos Økologisk Landsforening og har gennem de sidste 13 år spillet en central rolle i at fremme økologien i Danmark. Han har en stærk passion for økologien og bæredygtighed og har bidraget til at styrke økologiens position foodservice-branchen.
Økologi Fordi
Forbrugerrådet Tænk har i podcastserien Økologi Fordi været rundt i landet og besøgt forskellige økologiske ildsjæle.
I første sæson handler det om forskellige faglige perspektiver på økologi – fra aktivisten, ildsjælen, klimaeksperten, økologen og etikeren, kokken, landmanden og iværksætteren.
Anden sæson har fokus på den unge generation af ildsjæle, der skal føre økologien videre.
Madland
Er du evigt nysgerrig på madens forunderlige verden? Lyt med og bliv klogere på hvem, der driver den samfundsansvarlige gentænkning af vores madsystemer.
Marie Sainabou Jeng, vært og stifter i Madland, undersøger visioner, idéer og handling og møder mennesket bag.
