Rødbedehummus

Rødbedehummus
Fotograf: Chris Tonnesen

Sådan gør du

Dagen før:

  1. Udblød ærter eller kikærter i rigeligt koldt vand, ca. 10 timer på køl, gerne natten over.

På dagen:

  1. Hæld vandet fra de udblødte ærter eller kikærter og kom dem i en gryde.
  2. Dæk med vand, og tilsæt finthakket chili og laurbærblade.
  3. Kog til ærter eller kikærter er helt møre.
  4. Kom salt i vandet, og lad ærterne trække i yderligere 5 min.
  5. Hæld kogevandet fra, men gem ca. 1 liter, og lad ærter eller kikærter køle en smule af.
  6. Kassér laurbærbladene.
  7. Skrub rødbederne, og kom dem i en gryde. Dæk med vand, tilsæt salt og lidt eddike, og kog rødbederne møre. Lad dem køle af.
  8. Smut skallen af de afkølede rødbeder, og skær dem i mindre stykker.
  9. Kom ærter eller kikærter, rødbedeternene og lidt kogevand i en foodprocessor.
  10. Blend rødbederne sammen med de kogte ærter eller kikærter, tahin, hvidløg, citronsaft og spidskommen, til du får en glat puré.
  11. Smag til med salt og peber.
  12. Spæd evt. til med mere kogevand, hvis konsistensen er meget fast.
  13. Smag grundigt til med evt. mere salt, citronsaft, tahin, spidskommen eller chili.

Mere om hummus

Hummus er den klassiske mellemøstlige kikærtepuré, som også kan laves med nordiske ærter, som smagsmæssigt læner sig op ad kikærter.

Hummus er et ’must-have’ i det grønne køkken. Dyp brød eller grøntsagsstave i hummus, eller smør den i sandwich, på ristet rugbrød eller brug den som dressing i pitabrød med sprøde falafler og salat.

Hummussen kan varieres med forskellige krydderurter, grøntsager, bælgfrugter og smagsgivere.

Udskriv opskrift

Ingredienser

625 g markærter eller kikærter
2 stk laurbærblade
25 g chili, finthakket
28 g salt
1 kg rødbeder
20 g hvidløg
130 ml tahin
75 ml olivenolie
30 g spidskommen
75 ml citronsaft

Målgruppe

Denne opskrift er målrettet elever på frie fagskoler og højskoler. De er altså til raske unge og voksne, og kan derfor også bruges i kantiner.

Denne opskrift er en del af projekt Grønne opskrifter til frie fagskoler og højskoler.