Kinesisk sur-sødsauce med grøntsager og tofu

Sådan gør du
- Skær den faste tofu eller tempeh i tern ca. 2x2 cm. (Bruger du blød, skal den skæres forsigtigt ud, kommes i fade og overhældes med den varme grøntsagssauce.)
- Skær gulerødder og porrer i ½ cm tykke skiver.
- Skær kålen i mundrette stykker.
- Skær selleri og kinaradise eller kålrabi i tern ca. 2x2 cm.
- Skær ananas i tern ca. 2x2 cm.
- Riv ingefær og hvidløg fint.
- Steg tofu eller tempeh sprøde og gyldenbrune på alle sider i olie.
- Sautér gulerødder, porrer, kål, selleri og kinaradise i olie ved høj varme i en stor gryde.
- Hæld bouillon ved.
- Rør hvidløg, ingefær, tomatpuré, eddike, sojasauce, sukker, fivespice, sesamolie og majsstivelse sammen i en skål, til majsstivelsen er helt opløst. Hæld blandingen i grønsagerne, og kog det hele op under omrøring.
- Tilsæt ananas og ærter, og kog op.
- Smag til med salt, peber og evt. mere eddike, sukker, fivespice, sesamolie og evt. chili.
- Kom stegt tofu eller tempeh i saucen lige inden servering, eller drys den ovenpå saucen.
- Servér med kogte ris, perlebyg eller nudler. Drys med friske koriander efter smag, og servér chili til, til dem der kan lide det stærkt.
Tips
Sesamolie bliver brugt som smagsgiver, så være opmærksom på at du bruger den mørke ristede type – ellers er der ingen smag at hente.
Du kan bruge ærteprotein i stedet for tofu eller tempeh. Det findes under navne som ’ærtekød’, ’ærteprotein’ og lign. Brug større stykker fx chunks, bites, slices eller lignende. Udblød ærteproteinet i lidt af den bouillon du skal bruge i opskriften i ca. 10 min. inden brug.
Andre velegnede grøntsager – vælg sæsonens bedste: squash, aubergine, peberfrugt, svampe, løg, grønne bønner, asparges, bladselleri, spinat, bladbede, bønnespirer – ja selv agurk og radiser smager godt i retten.
Lidt af grøntsagerne kan skiftes ud med kogte bælgfrugter fx sorte eller hvide bønner, kidneybønner, borlottibønner, pinto, smørbønner, kikærter, ingridærter eller gråærter.
Ingredienser
750 g fast tofu eller tempeh
smagsneutral olie
500 g gulerødder
500 g porrer
750 g savoykål, hvidkål, spidskål eller palmekål.
500 g bladselleri
500 g kinaradise eller kålrabi
smagsneutral olie
500 g frisk ananas
400 g frosne ærter
1.5 l grøntsagsbouillon
10 g hvidløg
40 g ingefær
175 g koncentreret tomatpuré
250 ml riseddike eller æbleeddike
50 ml sojasauce
70 g sukker
1 g five spice krydderi
25 ml mørk, ristet sesamolie
40 g majsstivelse
salt og peber
Tilbehør
800 g jasminris eller perlebyg
eller
1 kg nudler
chilisauce, sambal oelek eller fermenteret chilimash
25 g frisk koriander
Målgruppe
Denne opskrift er målrettet elever på frie fagskoler og højskoler. De er altså til raske unge og voksne, og kan derfor også bruges i kantiner.
Denne opskrift er en del af projekt Grønne opskrifter til frie fagskoler og højskoler.