Kartoffel-kærlighed med løg-svampetopping og lynsyltede rødbeder

Kartoffelkærlighed
Foto: Stoklund Medieproduktion

Sådan gør du

Lynsyltede rødbeder

  1. Skræl rødbeder og skær dem i små tern ca. 1x1 cm eller i skiver på i ½ cm tykkelse.
  2. Kog eddike, sukker og vand op med salt, laurbærblad og peberkorn i en rummelig gryde, som også har plads til rødbederne. Kog lagen 4-5 min. og fisk laurbærblade og peberkorn op med en sigte. (Kom evt. laurbærblad og peberkorn i et kaffefilter og luk det med snor, inden du kommer det i gryden. Så kan det nemt tages op af lagen bagefter, og du behøver ikke sigte den.)
  3. Kom rødbederne i lagen, når den koger. Træk gryden fra blusset og lad rødbederne trække i lagen, til de er kølet af.

Kartoffelmos med hestebønner

  1. Kog de hele kartofler sammen med hestebønner i rigeligt usaltet vand, til begge dele er helt møre.
  2. Hæld kogevandet fra, men gem lidt af det.
  3. Mos kartoffel og hestebønner, på samme måde som du plejer til kartoffelmos.
  4. Rør smør i mosen. Spæd til med kogevand eller varm mælk, til mosen har en god cremet konsistens. Smag til med salt og peber.

Topping

  1. Skær løg i skiver. Riv østershatte i mindre stykker. Rib grønkålen og skær eller bryd den i mindre stykker. Skær tofu i tern ca. 1x1 cm. Træk bladene af timian og hak dem evt. let.
  2. Vend løg og svampe i olivenolie og bred dem ud i bradepander hver for sig. Bag dem i ovnen ved 180°C, til de hver især er godt brune og møre, men uden at tørre ud.
  3. Vend på samme måde grønkål med olie, bred den ud i bradepande, men bag den, uden at den bliver for brun eller sprød.
  4. Vend tofu i lidt olie, bred dem ud i bradepande og bag dem i ovnen, dog uden at det behøver at blive brunt, blot godt gennemvarmt.
  5. Bland løg, østershatte, tofu og grønkål med frisk timian.
  6. Smag grundigt til med salt, peber og engelsk sauce,

Servering

Anret kartoffelmos med hestebønner på tallerkener og fordel toppingen ovenpå. Servér med lynsyltede rødbeder.

Tip

Hvis du laver mindre portioner eller har rutiner i køkkenet, hvor du bruger store pander eller kipsteger, kan al toppingen steges på pande eller kipsteger i stedet for ovn.

Udskriv opskrift

Lynsyltede rødbeder

1 kg rødbeder
4 dl lagereddike
300 g sukker
2.25 dl vand
1 laurbærblad
3 g sorte peberkorn
Salt

Kartoffelmos med hestebønner

300 g tørrede flækkede hestebønner
2.25 kg store skrællede, melede kartofler
50 g smør
3 dl mælk
Salt og peber
Fintrevet muskatnød

Topping

1 kg løg
300 g østershatte eller andre svampe
300 g grønkål
200 g røget tofu*
Olivenolie
20 g frisk timian
Salt og peber
Ca. 50 ml Engelsk sauce

*Hvis du ikke kan skaffe røget tofu, bruger du i stedet neutral tofu, og smager til med røget salt eller lidt røget paprika.

Målgruppe

Denne opskrift er målrettet elever på frie fagskoler og højskoler. De er altså til raske unge og voksne, og kan derfor også bruges i kantiner.

Denne opskrift er en del af projekt Grønne opskrifter til frie fagskoler og højskoler.