Huevos rancheros

Huevos rancheros
Foto: Stoklund Medieproduktion

Sådan gør du

Huevos rancheros

  1. Hak løg. Skær peberfrugter, gulerødder og bladselleri i tern. Hak hvidløg. Blend tomaterne.
  2. Sautér løg i olivenolie i mindst 10 min.
  3. Tilsæt peberfrugt, gulerødder og bladselleri og sautér videre i 4-5 min.
  4. Tilsæt bønner, hvidløg og krydderier og steg sammen med grøntsagerne i 2-3 min.
  5. Tilsæt tomater, kog op og lad det simre i 4-5 min.
  6. Smag grundigt til med salt, peber og evt. mere af krydderierne.
  7. Kom de spicy bønner i en bradepande i et lag på 4-5 cm. Lav små fordybninger i bønnerne og slå et æg ud i hver. Drys ost ovenpå bønnerne i de mellemrum, hvor der ikke er æg.
  8. Læg evt. låg over bradepanden. Bag bønner og æg ca. 20 min. ved 180°C til æggene har sat sig, men æggeblommer stadig er lidt bløde.

Frisk topping

  1. Hak rødløg fint.
  2. Skær tomater i små tern eller hak dem groft.
  3. Hak persille eller koriander groft.
  4. Bland løg, tomater og krydderurt med limesaft og lidt olivenolie.
  5. Smag til med salt og peber.

Tortillas

  1. Majstortillas: Varm majstortillas kort på begge sider på den varme kipsteger. Eller bred dem ud i en bradepande, læg låg over og varm dem i ovnen – de må hverken blive sprøde eller gennemblødte, de skal være bløde og varme ved servering.
  2. Hvedetortillas eller fladbrød: Stænk tortillas eller fladbrød med lidt vand og varm dem kort i ovnen, uden at de bliver sprøde.

Servering

Servér huevos rancheros med et drys af den friske topping og servér med tortillas eller fladbrød. Servér evt. en stor portion mixet salat til.

Tip:

Den friske topping er vigtigt for det samlede smagsbillede af denne ret. Så hvis retten anrettes, så eleverne tager selv, så lav gerne en skueret, så de kan se, hvordan den friske topping skal drysses over retten.

Udskriv opskrift

Huevos rancheros

350 g løg
350 g rød peberfrugt
250 g gulerødder
200 g bladselleri
10 g hvidløg
Olivenolie
900 g kogte bønner*
3 g tørret oregano
10 g stødt spidskommen
1.25 g stødt chipotle-chili eller røget paprika
900 g dåsetomater
Salt og peber
10 æg**
100 g revet ost fx lagret gouda

Frisk topping

100 g rødløg
600 g tomater
25 g persille eller friske koriander
30 ml limesaft
30 ml olivenolie
Salt og peber

Tilbehør

2-3 majstortillas pr. person eller 1-2 hvedetortillas/fladbrød
Evt. en portion salat

*Fx kidneybønner, hvide bønner eller sorte bønner. Brug også gerne hele hestebønner, men lad højst 1/6 af den samlede mængde bælgfrugter være hestebønner, da de smager meget kraftigt.

**Vurdér, om der skal serveres mere end 1 æg pr. person.

Målgruppe

Denne opskrift er målrettet elever på frie fagskoler og højskoler. De er altså til raske unge og voksne, og kan derfor også bruges i kantiner.

Denne opskrift er en del af projekt Grønne opskrifter til frie fagskoler og højskoler.