Om Metodikogsmag.dk

Idéen bag Metodikogsmag.dk

Kogebøger, opslagsværker om køkkenmetodik og madlavningshjemmesider omhandler oftest madlavning i almindelige husholdninger. Men det er altså en anden opgave med andre udfordringer at skulle stege 7500 frikadeller på et par timer i et hospitalskøkken end at håndtere et halvt kilo fars på stegepanden derhjemme på komfuret. Det kan være svært at finde hjælp og svar, når spørgsmålet drejer sig om madlavning til mange.

Med Metodikogsmag.dk ønsker vi gennem vidensformidling og inspiration at hjælpe professionelle køkkener med at få styr på metodikken og den gode smag, når de tilbereder mad til mange.

Metodikogsmag.dk startede som et lokalt projekt i Centralkøkkenet på Glostrup Hospital, hvor Smagsdanner Claus Angelo underviste det køkkenfaglige personale i tilsmagning og metodikker for at højde den kulinariske kvalitet af maden og øge medarbejdernes arbejdsglæde og faglige stolthed. Alle de oprindelige faglige tekster stammer således fra Claus.

Siden hen er metodikogsmag.dk blevet til en uafhængig vidensportal, der er drevet af de midler og projekter, der løbende kommer til.

Metodikogsmag.dk er til dig, der…

Metodikogsmag.dk er for dig, der arbejder i et industrikøkken, et storkøkken eller et institutionskøkken, der tilbereder mad til mange af høj kulinarisk kvalitet – helt fra bunden.

Metodikogsmag.dk er også et brugbart redskab i undervisningen på erhvervsskoler og professionshøjskoler i fag inden for mad, tilberedning og sensorik. Er du elev, studerende eller underviser, er metodikogsmag.dk også til dig.

Metodikogsmag.dk er:

Gitte Breum, Økokonsulenten
Tine Gram, Ledende økonoma for produktionskøkkenet Plejecentret Lillevang, Furesø Kommune
Caroline Boutrup Nielsen, Fagjournalist
Hannah Tinggaard, Leder af Caféerne, Odense Kommune
Per Mandrup, Leder af Culinary Institut, Vejle Kommune

Vil du være med?

Vi er hele tiden på udkig efter mulige samarbejdspartnere med mad til mange på hjerte, der har lyst til at dele deres viden og ekspertise med os. På den måde kan metodikogsmag.dk fortsat være et godt sted at hente ny viden og inspiration for professionelle køkkener.

Om du vil deltage med kroner og øre, hænder, køkkener eller råvarer er op til dig. Vores eneste krav er, at du har samme mission som os – at fremme det gode håndværk og høj kulinarisk kvalitet i køkkener, der laver mad fra bunden til mange.

Du er velkommen til at kontakte os.

Kort om Kost og Ernæringsforbundet – en af vores store støtter

Kost og Ernæringsforbundet er fagforening og interesseorganisation for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige. De forhandler blandt andet løn og arbejdsvilkår, rådgiver om arbejdsliv og karriere, giver juridisk bistand og personlig rådgivning om løn og ansættelsesforhold. De varetager medlemmernes interesser på arbejdsmarkedet og i samfundet. Medlemmerne arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse, ledelse, behandling samt professionel mad- og måltidsforplejning i både den offentlige og den private sektor.

Medlemmerne spiller en afgørende rolle i velfærdssamfundet – både for den enkelte borgers sundhed, trivsel og livskvalitet og for folkesundheden. De forskellige uddannelser og arbejdsopgaver er bundet sammen af et stærkt professionsfagligt fællesskab, der bygger på fælles værdier, erfaringer og faglige normer.