Ombytningsredskab – byt kødet ud

Når kød byttes ud

Når linser, bønner, æg og ost erstatter kød i velkendte retter, har det betydning for rettens næringsstofsammensætning, smag og udseende. Derfor er det vigtigt at være klædt godt på, så den grønne mad kan blive mindst ligeså indbydende, velsmagende og næringsstofkomplet som traditionelle retter med kød.

Kød er normalt hovedbidragsyder til protein i maden i Danmark. Når kød fjernes fra retterne, er det derfor vigtigt, at kødet erstattes med proteinkilder, der giver tilstrækkelig med protein.

Læs mere om de nye grønne proteinkilder, som vi bruger i ombytningsredskabet

Ombytningsredskabet bygger på et fagligt grundlag

Ombytningsredskabet er en tabel, hvor du let kan se, hvad du kan erstatte forskellige typer kød med i dine retter. Det kan fx være bælgfrugter, æg og mejeriprodukter.

Selvom æg og mejeriprodukter kommer fra dyr og derfor generelt er mere klimabelastende end helt vegetariske produkter, er de stadig gode alternativer til kød. De er taget med i ombytningsredskabet for at sikre både den kulinariske/sanse-, tekniske,- og ernæringsmæssige kvalitet. Sådan balanceres hensynet til både sundhed, klima og indbydende mad.

Den grønne mad, du kan tilberede med hjælp fra ombytningsredskabet, er derfor Lacto-Ovo-Vegetarisk.

Ombytningsredskabet er et godt værktøj til at garantere proteinindholdet i den grønne mad. Brug redskabet bredt, følg opskrifterne og sørg for at der i øvrigt spises varieret.

Sådan bruger du Ombytningsredskabet

Ombytningsredskabet består af 6 kolonner:
1: Det klassiske udgangspunkt: 100 gram animalsk kød i variation af type og fedtindhold.
2-4: Bæredygtigere alternativer til kød (næringsberegnede)
5: Mængden af optageligt protein i gram
6: Link til opskrifter der kan bruges, som lever op til anbefalingerne.

Se eksempel på brug af redskabet her