Panering med rasp

En rasp er lavet af tørret brød, som raspes til små sprøde krummer.

Sådan laver du rasp

Daggammelt hvidt brød, grovere typer brød eller tørrede tvebakker kan du bruge til rasp. Læg brødet oven på ovnen, hvor det hurtigt tørrer. Herefter kan du knuse det til rasp enten i en røremaskiner med monteret rasper, i en foodprocesser eller under en kagerulle i et klæde.

Krydderurter i rasp

Krydderurter kan du også komme i din rasp. De hakkede krydderurter kan blendes på robotten sammen med raspen, ligesom du kan tilsætte salt og peber. Så er du fri for den del senere. Vær opmærksom på, at for mange krydderurter i raspen kan gøre den unødig fugtig, hvilket vil bevirke, at den vil klumpe og være svær at sprødstege. Nogle få blade i raspen til fiskefileter kan være ok. De vil dels give en anden farve til raspen og i begrænset omfang bidrage med aromaer og en anelse bitterhed. Så gem de store mængder krydderurter til tilbehøret.

Krydderier i rasp

Krydderier kan du fint tilsætte i pulveriseret form. I traditionelle panerede retter som for eksempel wienerschnitzel, vil det virke mærkeligt med en masse eksotiske krydderier i paneringen.

I retter du selv komponerer, kan du bare give den gas med krydderierne.

Giv den gas med krydderier

En god gammel klassiker fra mit køkken: Dobbelpanerede kugler lavet af risotto rester (arancini), med ekstra ost eller confitteret ande- eller grisekød, som bedst frituresteges, næstbedst ovn tilberedes. Sådanne kugler kan drives i forskellige retninger med krydderier i paneringen som fx knust fennikelfrø, allehånde, muskat eller spidskommen.” – Claus Angelo